en stærk
socialpolitik


HANDICAPOMRÅDET SKAL LØFTES

I mange år er der blevet spinket og sparet på handicapområdet, og det kan mærkes. Sagsbehandlerne løber stærkt, borgerne må se langt efter hjælp, og mange kæmper en evig kamp med kommunen.

Derfor skal handicapområdet løftes. Hele vejen rundt. Sagsbehandlingen skal forbedres med tillid til medarbejderne, kvaliteten på botilbuddene skal forbedres, og dem i eget hjem skal have en bedre støtte.


ANBRINGELSER SKAL FOREBYGGES

Alle børn fortjener en god start på livet. Desværre er det ikke alle børn, som får det. Nogle har svært ved at løfte opgaven som forældre, og selvom anbringelser kan være den sidste udvej i de situationer, så kan de aldrig være et mål i sig selv.

Derfor skal vi forebygge anbringelser med tidlige sociale indsatser. Personalet i institutioner og skolen skal være bedre klædt på til at spotte problemerne, og så skal der sættes ind. Men vi skal også sikre en bedre kvalitet i anbringelserne, når der ikke er andre udveje.


EN HJÆLPENDE HÅND TIL DE UDSATTE

Sociale problemer som hjemløshed, stofbrug og sexarbejde finder man altid i en storby som København. Men det fritager os ikke fra ansvaret for at løse problemerne og gøre det på en måde, hvor vi undgår yderligere stigmatisering.

Derfor skal vi sikre en langt bedre involvering af udsatte grupper, når kommunen udvikler tilbud til dem. Og vi skal gå fordomsfrit til værks, når vi giver disse grupper en hjælpende hånd, så vores moral ikke kommer til at spænde ben for at møde dem i øjenhøjde.